Løvefod - Lady's Mantle
Løvefod er en taknemmelig og gavmild plante, der vokser til overflod i min have. Det var den første plante, jeg lavede tinktur af; jeg brugte blade og blomster. Jeg vidste ikke, hvad tinkturen kunne bruges til, men planten talte til mig og ønskede at være til hjælp.
Først senere opdagede jeg med stor taknemmelighed den enorme kraft og spændvidde i denne ydmyge plante og hvor præcist og nuanceret, den understøtter nøjagtig det, jeg har på Hjerte.
Transformation
Alchemilla betyder alkymi, transformation. Alkymisterne samlede dug til deres processer. Løvefod’s blade holder på selv de mindste dråber af dug, tåge eller regn, og planten siges at bære navnet Alchemilla på grund af forbindelsen til den alkymiske proces. Derfor er planten en støtte i enhver form for transformations- eller forandringsproces.
Min egen erfaring
Jeg har selv brugt tinktur af Løvefod i forbindelse med, at jeg blev mormor; både som en understøttelse i den proces, det var for mig at flytte et trin op i generationsrækken; og også som en hjælp til at give slip på symbiosen med min voksne datter og give hende friheden til at leve sit eget liv med sin egen familie.
Virkninger
Dele, der kan anvendes: blade, blomster, rod - tørret eller frisk - som tinktur, the, olieudtræk, blomsteressens mm.
- urten er sammentrækkende, opstrammende, tør
- anses for at være den bedste urt til sårheling; kan endda hele betændte sår og koldbrand
- siges at kunne hele mavesår
- siges at kunne stoppe voldsomme opkastninger (tørret rod)
- siges at kunne anvendes ved sygdomme med spasmer og kramper (tinktur af blade)
- siges at kunne anvendes ved nervøsitet, agitation, søvnløshed og humørsvingninger
En kvindeurt
Løvefod hedder på engelsk Lady’s Mantle (Jomfru Maria’s Kappe). Navnet associeres til Jomfru Maria, derfor hedder den Lady’s Mantle og ikke Ladies’ Mantle.
Siges at kunne:
- regulere kraftige menstruationsblødninger og uregelmæssige blødninger mellem menstruationerne samt lindre menstruationssmerter og skedekatarrh
- hjælpe med at fremkalde udebleven menstruation
- hjælpe med at stoppe enhver form for blødning
- bruges ved endometriose, fibromer og cervikal dysplasi
- bruges ved infertilitet
- lindre symptomer i forb.m. overgangsalder, feks. hedeture og uregelmæssige blødninger
- understøtte os, når vi går ind i eller ud af moderskabet
Blomsteressens af Løvefod
Løvefod sætter en lille, blid, ydmyg og uanselig gulgrøn blomst, der blomstrer i foråret og igen i sensommeren, hvis planten bliver klippet tilbage efter den første blomstring.
Understøtter hjertesækken
Blomsteressensen understøtter Pericardiet (hjertesækken), som omslutter og beskytter Hjertet. Den hjælper med at afbalancere de elektromagnetiske felter omkring Hjertet og frigør opspænding i Pericardiet, hvilket nedsætter den sympatiske nerverespons og beroliger Hjertet, feks. ved shock eller stress.
Pericardiet relaterer i den østasiatiske forståelse til intime menneskelige relationer, som mor-barn og far-barn relationen og relationen mellem seksuelle partnere og mellem tætte familiemedlemmer.
Oxytocin
Essensen virker balancerende og understøtter udskillelsen af Oxytocin – ’Kærlighedshormonet’.
Urten er en gammel, hellig kvindeurt, og blomsteressensen hjælper os med at komme i kontakt med vores egen oprindelige, hellige feminine energi og visdom. Dette gælder både mænd og kvinder.
Jord-elementet
Essensen understøtter vores forbindelse med Jord-elementet og med Jordkloden – Moder Jord – som en levende, åndende organisme, som vi er en uadskillelig del af; den lærer os at lytte til Jorden og erkende, at vi er en del af Jordens åndedræt. Den kan åbne for kommunikation med planter og gøre os modtagelige for information og hjælp fra vore plantefæller.
Essensen understøtter vores egen følelse for os selv og kapacitet til at nære os selv fysisk og følelsesmæssigt – at være vores egen mor. Dermed understøtter den også kapaciteten til at have medfølelse med og omsorg for andre – selv, når vi selv er i smerte. Essensen styrker vores kapacitet til at stå selv og tage ansvar for os selv og vore behov på alle niveauer. Den hjælper os til at trives og blomstre og udfolde vores Essentielle (feminine) natur.
Skabelse
Essensen understøtter Skabelsesaspektet, visheden om, at vi hvert øjeblik er en del af Skabelsen; at alt, hvad vi gør, er en del af den kontinuerlige, evigt skabende strøm. Essensen lader kreativiteten flyde frit igennem os, og kan være en støtte, når nye kreative projekter søsættes.
Essensen understøtter os følelsesmæssigt og psykospirituelt i de overgangsfaser, hvor vi går ind i eller ud af moderskabet, ligesom tinkturen af samme plante understøtter den fysiske overgang til eller fra moderskabet.
Essensen kan være en støtte:
- når du gerne vil være gravid eller har vanskeligt ved at blive gravid; især kraftfuld omkring befrugtningstidspunktet
- under graviditeten, specielt i begyndelsen
- når du bliver mor, letter overgangen ind i moderskabet
- når du stopper med at amme, eller når dit barn skal til at passes af andre
- når du går i overgangsalderen og giver slip på din fertilitet
- når du har brug for at slippe symbiosen med dine voksne børn (og de har brug for, at du gør det)
- når du har brug for at slippe symbiosen med din egen mor (og hun har brug for, at du gør det – hvis hun stadig er her)
- ved følelsen af at være adskilt fra det fysiske/jordiske, følelse af rodløshed
- ved følelsen af at være adskilt fra din egen indre visdom og/eller følelser; eller når du ikke stoler på dine egne følelser
- hvis du ikke har fået den omsorg, du havde behov for, som barn; omsorgssvigt på alle niveauer
- til at hele nye og gamle traumer relateret til de kvindelige organer/anatomi, feks abort, hysterektomi eller seksuelt misbrug
- ved vaginisme
- ved emotionelt shock; ved skuffende eller traumatisk fødselsoplevelse; fødselsdepression
- ved tendens til at tage dig af andre, men ikke af dig selv
- når du har brug for at knytte kontakt til ubevidste eller karmiske aspekter