Fødslens 5 Årstider
af Johanne Siegumfeldt
Træsnit af Alfred I. Jensen
Mens frugtbarhed og og svangerskab er velbeskrevet i de gamle østasiatiske medicinske tekster, er der ikke skrevet ret meget om selve fødslen og fødselsprocessen. Mit arbejde med 5-fase akupunktur, især med den japanske akupunkturstil Toyohari, har givet mig en forståelse af, hvordan alle processer kan ses ud fra dette smukke og meget favnende perspektiv. Gennem de seneste år har jeg haft det privilegium at følge gravide kvinder gennem svangerskabets fem faser eller årstider og understøtte denne rejse med blandt andet akupunkturbehandling. Mine mange år som jordemoder har givet mig et dybt kendskab til fødselsprocessen, og det at se fødslen i et 5-fase perspektiv er helt oplagt for mig. Jo mere jeg mærker ind i denne forståelse af fødselsprocessens natur, jo mere mening giver det. Faktisk oplever jeg, at det fordyber min forståelse af fødslen og dens muligheder. Det er dog vigtigt at understrege, at denne opfattelse står for min egen regning og ikke er beskrevet andre steder.
I denne artikel vil jeg gerne dele min forståelse af fødselsprocessen i et 5-fase perspektiv med dig som gravid og fødende. Mit håb er, at det vil være en støtte, når du forbereder dig på din fødsel, og at fasernes kvaliteter og styrker kan være med til at hjælpe dig igennem de udfordringer, du vil opleve undervejs i din fødsel.
Graviditetens 5 årstider
Jeg vil anbefale dig at læse artiklen ’En rejse gennem graviditetens årstider’ eller købe eBogen: 'Graviditetens 5 Årstider' før du læser denne artikel - helst mens du er gravid. Det vil give dig mulighed for gennem dit svangerskab løbende har været opmærksom på den fase, du er i, og lade den tale til dig gennem din krop og dit sind. Det kan betyde, at der kan være en genkendelse under fødslen, og at du vil kunne hente hjælp i de erfaringer, du har fået under svangerskabet.
Træ-fasen - fødslens forår
- fødslens begyndelse - 'at give efter'
Den sidste del af graviditeten, graviditetens vinter, relaterer til Vand-fasen.
Når fødslen nærmer sig, komme Vand-fasen til sin afslutning, graviditetens vinter går på hæld, og når tiden er inde, vil impulsen fra den nye Træ-fase sætte veerne i gang. Som alle andre processer gennemløber også fødselsprocessen fem faser, der kan relateres til Træ, Ild, Jord, Metal og Vand.
Sener, muskler & kontrol
Træ relaterer til senerne, til musklernes bevægelighed, til opspænding/afspænding og til kontrol. Kontrol er ofte et tema hos os vestlige mennesker. Vi er vant til en høj grad af kontrol over os selv og vores omstændigheder. For mange af os er det meget skræmmende at give slip. Fødslen er en instinktiv proces. Vi kan ikke styre den med vores vilje, vi kan kun overgive os til den og lade den ske. Det indebærer, at vi tør slippe vores vante form for kontrol, frisætte vores sind, træde til side og lade fødselsprocessens instinktive kontrol tage over.
Ved terminen
Når du er ved din terminsdato, kan du begynde at understøtte Træ-impulsen ved at bevæge dig med nærvær, gå lange ture i naturen, kommunikere med dit barn om den forestående fødsel og rette din opmærksomhed mod fødslen. Mærk efter, om der er angst i dig, der relaterer til fødslen og til det at slippe kontrol. Snak måske med din partner, din jordemoder eller andre om det. Lav øvelser, der afspænder din krop og dit sind. Modningsakupunktur kan være med til at bevæge dit energisystem, understøtte Træ-impulsen og hjælpe din livmodermund med at bløde op, så den kan tage i mod veerne, når de kommer.
Hvis din fødsel skal sættes i gang
Hvis du ikke har født endnu, når du er 10-12 dage over din terminsdato, vil du blive tilbudt igangsættelse af fødslen. Det skyldes, at moderkagens funktion som barnets næringskilde hos nogle gravide begynder at aftage, hvis graviditeten varer mere en 14 dage ud over terminsdatoen. Der kan også være andre grunde til, at din fødsel skal sættes i gang, grunde, der relaterer til din eller dit barns sikkerhed. En fødsel, der er sat i gang, gennemløber de fem faser fuldstændig som en fødsel, der er gået i gang af sig selv. Accepter, at det er sådan det er, sig ja til processen og gå ind i den med åbenhed og nærvær. Åbenhed og accept vil understøtte processen og lette igangsættelsen. Få gerne modningsakupunktur i ugen op til din igangsættelse.
Latensfasen
Den indledende del af fødslen kaldes latensfasen og varer fra de første livmodersammentrækninger, og indtil du har regelmæssige veer, din livmoderhals har trukket sig tilbage, og din livmodermund er begyndt at åbne sig gradvist. Det er meget individuelt, hvor længe denne fase varer. Typisk varer den noget længere for førstegangsfødende end for kvinder, der har født før.
De første livmodersammentrækninger ledsages ofte af glæde, forventning, energi og opstemthed. Du kan bevæge dig frit rundt og skal endnu ikke bruge al din energi på at arbejde med veerne. Hvis din fødsel starter midt om natten, er det vigtigt, at du får hvilet så længe, du kan, så du ikke starter fødslen med for stort et søvnunderskud.
Det frie flow
Træ-fasens potentiale er bevægelse, frit flow og ekspansiv fremdrift. Når sener og muskler er velafslappede, sindet frit og ubegrænset, og energien flyder uhindret gennem dit energisystem, kan dette potentiale udfolde sig. Så kan fødslen bevæge sig fremad til den næste fase.
Understøt fødslens forår
Du kan understøtte fødslens Træ-fase ved rolig bevægelse afløst af hvile og afspænding. Gå jer en tur sammen, gerne i naturen. Hvil dig indimellem, hør afspændende musik eller brug andre afspændingsteknikker, der hjælper dig til at give efter i krop og sind. Tag hånd om eventuelle ældre søskende og få styr på alt, der skal planlægges omkring den forestående fødsel. Hvis du skal føde hjemme, så kontakt din jordemoder og aftal det videre forløb med hende. Giv udtryk for dine ønsker og følelser, og sørg for, at intet er tilbageholdt og undertrykt.
Sørg for at spise og drikke godt i denne fase. Spis feks friske dampede eller lynstegte grønsager, ris og kylling eller fisk. Drik the af hindbærblade og varm tranebærsaft.
Hvis Træ-fasen trækker ud
Kontakt din jordemoder eller dit fødested, hvis Træ-fasen trækker ud og ikke bevæger sig videre ind i næste fase. Det er vigtigt at få hjælp, så du ikke bliver for udmattet, inden fødslen er rigtig i gang. Sørg for balance mellem hvile og bevægelse. Gå i karbad, hvis du har mulighed for det, eller brug en varm bruser over lænd og mave for at afspænde og smertelindre. Få evt akupunkturbehandling eller rebozo.
Ild-fasen - fødslens sommer
- udvidelsesfasen - 'at folde sig ud'
Dine veer er nu regelmæssige som perler på en snor, og tager støt til i intensitet. Veerne trækker i din livmodermund, så den gradvist åbner sig, og barnet skruer sig længere og længere ned i din bækkenindgang. Kontakt din jordemoder eller dit fødested og aftal, at du kommer ind på fødeafdelingen, eller at din jordemoder kommer hjem til dig, hvis du skal føde hjemme. Jævnlig kontakt med en jordemoder er vigtigt nu, så der bliver draget omsorg for barnets og dit velbefindende. Ofte går der spontant hul på fostervandet i løbet af denne fase. Det er med til at sikre fødselsprocessens fremdrift.
Ild-fasens hormon er Oxytocin
Hormonet oxytocin kaldes også ’kærlighedshormonet’. Det styrker din evne til kontakt og intimitet, styrer vekraften og er helt afgørende for fødselsprocessens naturlige fremdrift. Det afspejler sig meget præcist i Ild-aspektets kvaliteter, som netop er følelsesmæssig kontakt, åbenhed og intimitet. Desuden hører mange af de regulerende og styrende funktioner, vi i den vestlige medicin tillægger hormonsystemet også til Ild-fasen. At dæmpe lyset i det rum, hvor du føder, og slukke for mobiltelefoner og andet elektronisk udstyr understøtter Ild-aspektet og oxytocin-udskillelsen. Det samme gør kærlig fysisk kontakt mellem dig og din partner.
Ild-fasen handler om at åbne sig og folde sig ud som en blomst. Livmodermundens åbning er et billede på dette. Du kan understøtte Ild-aspektet og dermed fødslens fremdrift ved at åbne dig fysisk og følelsesmæssigt, byde veerne velkomne og lade fødselsprocessen folde dig ud. Ånd dybt og fornem, at du åbner dig på udåndingen. Mærk hvordan din krop har det, og skift stilling, når du har brug for det. Brug dine vepauser til at samle kræfter, og sørg for en god balance mellem hvile og bevægelse. Tag imod støtte fra din partner eller fødselshjælper. En kold klud på panden eller andre steder på kroppen kan køle og balancere Ild-aspektet, hvis du føler dig overophedet.
Smertelindring
Måske har du brug for smertelindring i denne fase. Akupunktur og karbad er gode, naturlige smertelindringsmetoder, der understøtter veerne og fødselsprocessen og afspænder krop og sind.
De færreste har lyst til mad i denne fase, måske har du endda kvalme og kaster op. Sørg for at drikke rigeligt, så du ikke bliver udtørret; drik eventuelt sød saft i stedet for vand, hvis fødslen strækker sig over mange timer, så du bevarer et balanceret blodsukker.
Hvis Ild-fasen trækker ud
Der er flere ting, du selv kan gøre, hvis Ild-fasen trækker ud. Vær ekstra opmærksom på at mærke, om din krop har brug for at skifte stilling, og at der er balance mellem bevægelse og hvile. Prøv eventuelt oprejste stillinger. Er karbad kan måske hjælpe dig med at turde åbne dig det sidste stykke. Bed om hjælp, hvis du er utryg. Rebozo kan blandt andet hjælpe barnet til at finde den rette vej ned i bækkenet. Måske prikker din jordemoder hul på fosterhinderne, så fostervandet flyder ud, for at understøtte fødselsprocessen. Tag imod smertelindring, hvis du har brug for det. Hvis medicinsk smertelindring, som feks epiduralblokade, eller drop med syntetisk oxytocin for at styrke veerne er nødvendigt for dig, så tag imod det i åbenhed.
Jord-fasen - fødslens sensommer
- overgangsfasen - 'at stå selv'
Lige inden du er fuldt åben, er veernes kraft tiltaget til maximal styrke, og veerne er længere end vepauserne. For mange er dette det mest udfordrende tidspunkt under fødslen. Det bliver nu fuldstændig tydeligt, at det helt essentielt er dig, der føder, og at ingen kan gøre det for dig. Uanset, at dine hjælpere giver dig afgørende vigtig støtte, kan de ikke føde for dig. Du må lide på dig selv og din egen styrke. Det er en eksistentiel indsigt, som er en del af Jord-fasens gave til dig.
Jeg står selv
Jord-aspektet har netop at gøre med kapaciteten til at stå selv, at være uafhængig, at tage ansvar for sig selv, og følelsen af at kunne selv. Dybest set at give slip på din indre mor og selv tage ansvaret for dit liv. Under fødslen er det denne erkendelse, der kan give dig styrken til at gå med fødselsprocessen og lade den åbne dig helt og fuldt både fysisk, følelsesmæssigt og mentalt og dermed bringe dig fra Ild-fasen ind i Jord-fasen.
Når din livmodermund er helt åben, ændrer fødselsprocessen karakter. Den intense kraftpræstation, som arbejdet med at åbne livmodermunden repræsenterer, er nu fuldført. Tilbage står barnets rejse ned gennem dit bækken og ud gennem fødselsvejen. Inden denne rejse påbegyndes, vil der ofte være en kortere eller længere naturlig pause, hvor veerne er svagere og pauserne længere.
Jord er næring
Jord har at gøre med at tage næring til sig og omsætte det til energi og kraft. Brug den naturlige pause i Jord-fasen til at hvile og samle kræfter. Vær i nuet, nyd dit pusterum, mærk dine behov og sørg for at få dem opfyldt, hvis muligt. Spis lidt, hvis du kan, og drik sød saft.
Sådan støtter du dig selv i Jord-fasen
Sommetider trækker også denne del af fødselsprocessen ud og er længe om at bevæge sig videre ind i næste fase. Mærk efter, om du har tanker eller bekymringer, som står i vejen for, at du kan komme videre i din fødsel. Tal med din jordemoder, hvis du har brug for det. Hvis du har ligget stille, måske i et badekar, så rejs dig og bevæg dig lidt rundt. Akupunktur eller rebozo kan måske hjælpe dig til at komme videre. Stimulation af brystvorterne kan udløse oxytocin, som kan understøttet fødselsprocessen.
Det presser på
Når veerne begynder at rejse sig igen, vil du gradvist føle, at barnets hoved trykker kraftigere og kraftigere på endetarmen. Det er tegn på, at barnet bevæger sig ned igennem dit bækken og nærmer sig dine bækkenbundsmuskler. Du er nu på vej ind i pressefasen, fødslens Metal-fase.
Metal-fasen- fødslens efterår
- pressefasen - 'at ånde med livet'
Når pressetrangen er kraftig og vedvarende under veerne, og barnets hoved er helt nede på bunden af bækkenet, begynder pressefasen. Trækket nedad er uimodståeligt, veerne kommer rytmisk og regelmæssigt som bølger på en strand, barnets hoved viser sig i skedeåbningen og kommer gradvist længere frem.
At sige farvel
Metal-aspektet handler om at drive det ud, som der ikke længere er brug for, at give slip på bindinger, at sige farvel. Det afspejles i afskeden med graviditeten og den fysiske forbundethed med barnet, som nu er parat til at gå videre ind i verden udenfor livmoderen. Metal er også åndedræt, rytme og koncentreret indre kraft. Følg dit åndedræt, sådan som det falder dig naturligt, og lad det hjælpe dig og understøtte rytmen og kraften i din fødselsproces.
Klarhed og indre vejledning
Nøgternhed, afklarethed og forbundethed med et større perspektiv er Metal-fasens gaver til dig. Mærk disse kvaliteter i dig som indre vejledning, der kan støtte og guide dig gennem den sidste del af din fødsel. Mærk, hvad din krop har brug for, skift stilling og bevæg dig, så det føles optimalt for dig. Forbind dig til din indre følelse af vejledning og til et større perspektiv end det fysiske. Lad dig ikke forstyrre, du ved selv, hvad du skal. Sig til og fra ud fra din indre overbevisning.
Åndedrættet
Hvis din fødsel har været langvarig, kan det føles som om, du ikke har energi nok til at gennemføre den afsluttende fase. Vær opmærksom på dit åndedræt, måske kan du fordybe det og dermed hente mere energi ind i dit system. Også her kan akupunkturbehandling hjælpe. Får du brug for ve-drop eller anden hjælp til at afslutte fødslen, så accepter det uden modstand og fortrydelse.
Vand-fasen - fødslens vinter
- fødslen - 'at være i tillid'
Når en fødsel får lov at skride fremad naturligt uden indgriben, er det for en fødende kvinde en forvandlings- og udviklingsproces, der bringer hende gennem fasernes 5 eksistentielle indsigter.
Træ-fasen bringer erkendelsen af egen Kraft og modet til at slippe viljens kontrol og lade denne kraft udfolde sig frit og uhæmmet, så den kan understøtte fødselsprocessens – og livsprocessens – naturlige bevægelse og fremdrift.
Ild-fasen bringer fysisk og følelsesmæssig åbenhed og kontaktfuldhed og dermed erkendelsen af forbundethed i Kærlighed.
Jord-fasen er erkendelsen af Alenehed, adskillelsen fra den indre – og måske ydre – mor, der bringer os ind i uafhængighed og ansvar.
Metal-fasen bringer en modning ind i Vished om det essentielle i og udenfor os selv, en nøgtern indro ro og overbevisning, der ikke vakler, og som støt og rytmisk bringer fødselsprocessen fremad mod afslutningen, som også er begyndelsen.
Dyb overgivelse
Når denne proces får lov at udvikle sig uhindret, vil en dyb overgivelse vise sig i slutningen af fødselsforløbet, en fuldkommen tillid til dig selv, naturen og processen. Du flyder med livet, bliver ét med din fødsel, med naturens cykliske bevægelse og med alt, som er. Du er i fødslens Vand-fase. Denne fuldstændige overgivelse muliggør en kraftig impuls fra den nye Træ-fase, som lader barnet fødes i en række kraftige presseveer. Det kan opleves, som kommer de fra en anden dimension udenfor viljens kontrol. Nogle kalder dette for ’fetal ejection reflex’.
Barnet er født, cirklen er sluttet.
De 5 årstider og fødslens udfordringer
Når du oplever udfordringer undervejs i din fødsel, kan fasens kvaliteter og styrker være med til at hjælpe dig igennem. Når du gennem din graviditet har været opmærksom på den fase, du var i og ladet den tale til dig gennem din krop og dit sind, vil der være genkendelse under fødslen, og du vil kunne hente hjælp i de erfaringer, du har fået.
Hvis du får brug for medicinsk hjælp eller indgreb undervejs i forløbet, så accepter det og tag imod det uden modstand og fortrydelse. Når du giver dit energisystem et positivt signal, vil det tage imod medicin eller indgreb som en hjælp, og effekten vil være bedre og eventuelle bivirkninger mindre.
For nogle enkelte fødende kvinder bevæger fødslen sig så hurtigt gennem faserne, at hun har svært ved at følge med. Bevidsthed om faserne og deres betydning kan i en sådan situation hjælpe dig til at være mere til stede, mindske din angst og forebygge shock-reaktioner.
Tak fordi du læste dette.
Alfred I. Jensens fine træsnit-serie ’Ve- og fødestillinger’, som han udarbejdede i samarbejde med sin hustru, jordemoder Jytte Aa. Møller, da de ventede barn i 1981, kan købes ved henvendelse til Jytte på mobil 4010 4182.
Kærlig hilsen,
Johanne Siegumfeldt
Læs om Mathilde's erfaringer med graviditetens & fødslens årstider