Lunger & immunforsvar
I den østasiatiske medicinske forståelse har Lungerne hovedansvaret for luftvejene og åndedrættet og for vores immunforsvar. At styrke vores Lunger - blandt andet gennem kosten - kan både styrke immunforsvaret, så vi bliver bedre til at modstå virus- og bakterieangreb, men det hjælper også Lungerne med at regulere immunforsvaret, så det ikke overreagerer og giver allergiske symptomer.
Fødevarer, der styrker Lungerne
Hvide fødevarer, eller fødevarer, der er hvide indeni, styrker Lungerne, feks: blomkål, mandler, daikon, kartoffel, majroe, pastinak, æble, pære, hvide ris, havre, sesamfrø, løg, hvidløg, hvid peber.
Undgå hvidt mel og hvidt sukker, der hæmmer immunforsvaret. Undgå mælkeprodukter, der er slimdannende.
Stærk og krydret mad i moderate doser stimulerer Lungefunktion.
Efteråret
Lungerne tilhører i den østasiatiske medicinske forståelse Metal-fasen, som relaterer til efteråret. Det betyder, at det om efteråret er særligt vigtigt at passe på dine Lunger. Spis varm mad og drik varme drikke, når det begynder at blive koldt og fugtigt. Undgå rå mad, dvs mad, der ikke er tilberedt. Lad mad og drikke fra køleskabet stå ude, indtil det har stuetemperatur, før du spiser eller drikker det. Din fordøjelse bruger meget mindre energi til at omsætte mad og drikke, hvis den ikke først skal bruge energi på at varme det op og på at nedbryde rå, ikke tilberedt mad. Det betyder, at der er mere energi til rådighed til at styrke din modstandskraft overfor sygdom.
Virus i kø
Om efteråret står virusinfektionerne i kø, og det er klogt at passe på vores Lunger og vores immunforsvar og gerne bakke det lidt ekstra op. Varme er vigtigt for Lungerne. Sørg for at være varmt klædt på, især på overkroppen og halsen. Tag varme fodbade, gerne med Magnesium, som optages godt gennem huden.
Se opskrift på vegansk immun boost broth her
Opskrift på velsmagende hyldebærsirup, der forebygger og behandler virusinfektioner
Metal-fasen
Metal-fasen svarer i menneskelivet til alderdommen, og efteråret er, som nævnt, den årstid, som relaterer til Metal-fasen. Det er tiden for afklaring og refleksion over det, der var, året, der gik, tidens væsen, livets forgængelighed. Tid til at sige farvel til det, vi ikke længere har brug for, at slippe bindingerne, at give os selv frihed til at trække vejret igennem.
Metal-fasen og sorg
Sorg er Metal-fasens emotion, og Metal-energien giver os kapaciteten til at komme frie og styrkede gennem en sorgproces. Sorg sætter livet i perspektiv. Tager jeg vare på mit liv? Hvordan vil jeg bruge mig selv, mens jeg er her? Hvad vil jeg gerne se tilbage på, når jeg ikke er her mere?
Akupunkturbehandling
Akupunktur kan styrke dine Lunger og dit immunforsvar og lindre allergi.