Vinter

Om vinteren står tiden stille i naturen. Der er ingen vækst, ingen udadrettet aktivitet. Alt samler sig om sig selv, dyr går i hi, søer og vandløb fryser til, og sneen gemmer alting under sit dække.

I den østasiatiske forståelse repræsenterer vinteren den dybeste Yin i Yin. Vinteren er afslutningen på årstidernes cyklus og samtidig begyndelsen på den nye cyklus. Den er døden, og samtidige indeholder den potentialet til livet, skabelsen, den nye cyklus.

Så hvis vi mærker rigtig godt efter, kan vi opdage, at i dybet af det allerdybeste vintermørke - skjult i planternes rødder og frø og i dyrenes og menneskenes allerinderste - findes lyset, det nye liv, kimen til Yang, til foråret, til den opadstigende nye cyklus.

Menstruationscyklus - Indre Vinter

Indre Vinter er den tid på måneden, hvor vi bløder.

Vi er i den allermest Yin fase i vores menstruationscyklus. Vores energi er på sit laveste og trækker indad og nedad, og vi har brug for ro, hvile og varme. Det er tid at skrue ned for udadrettet aktivitet, tid for introspektion og kontemplation, tid at øve sig i at gøre ingenting.

Følger vi bevægelsen indad og nedad, kan vi i dybet af det dybeste mørke i os selv møde vores lys, den vise kvinde og skaberkraften.

Det er Indre Vinter's mulighed.

 

Vand-elementet

Indre Vinter hører til Vand-elementet. I den østasiatiske forståelse relaterer Vand-elementet endvidere til:

 

ÅRSTID: vinter

TID PÅ DØGNET: nat

ALDER: alderdom, død

RETNING: nord

ORGANER: nyrer & blære

KROPSVÆV: knogler & knoglemarv

FARVE: sortblå

SMAG: salt

SANS: høresansen

EMOTION: angst

Vand-elementet i os

Vand-elementet relaterer til vores indre kerne, vores dybe, indre ro, vores zen.

Vand relaterer også til viljestyrke og til vores grundlæggende livsvilje, at vi vil være her, at vi siger ja til livet, flyder med livet i stedet for at gå op imod det.

Vand er dét, vi kommer af, det er vores byggesten, vores DNA, vores potentiale, vores Essens. Vand repræsenterer udvikling og vækst. Når Vand er stærkt i os, udvikler vi os normalt gennem vores liv; fra fosterstadiet gennem barndommen og puberteten til vi når vores fulde potentiale. Vores krop er stærk og sund og fertil og vores livsvilje er ukuelig.

Underskud af Vand

Når Vand-elementet i os er i underskud kan vi opleve symptomer som træthed eller ømhed i lænden, knæproblemer, øreproblemer, kuldskærhed og fertilitetsproblemer. Vi kan også være mere ængstelige, og vores livsvilje kan dale.

 

Udrensning

I den østasiatiske forståelse ses blødningsperioden som en naturlig udrensning, en mulighed for at give slip på dét, vi ikke længere har brug for fysisk, følelsesmæssigt og mentalt.

Gennem Bao Mai sender det Øvre Hjerte emotionel information til det Nedre Hjerte (livmoderen - læs mere om kvindens to hjerter). Denne information bliver bearbejdet i det Nedre Hjerte, og vi har mulighed for at give slip på emotionelle mønstre, opbygning af vrede og frustration, sårethed, selvmedlidenhed, offerfølelse, gammel sorg og andet, som vi egentlig ikke har brug for, med menstruationsblodet.

Fysisk udstødes livmoderslimhinden, og med blødningen kommer vi af med affaldsstoffer, overskydende varme, væskeophobning mm.

Vi mister også Blod og Essens i denne proces, og det efterlader os med et relativt underskud af energi og blod og sårbare overfor ydre påvirkninger

Der er især 3 problematikker, der kan opstå i Blod-fasen:

  1. Underskud af Blod og Essens - kan give hovedpine, træthed og lændesmerter.
  2. Stagnation af Blod - kan forlænge blødningsfasen og give smerter.
  3. Ydre Invasion - pga. blødningen er vores energisystem åbent og sårbart overfor invasion af Kulde, som kan give stagnation og smerter, og Vind (bakterier & virus), som kan give urinvejs- og underlivsbetændelse.

Læs dit blod

Din blødning er en form for barometer, som fortæller dig om din indre sundhedstilstand og dine ubalancer og om, hvad der har fyldt for dig i dit liv siden din sidste blødning.

Ved at aflæse farven, konsistensen og mængden af dit blod kan du lære at forstå din indre tilstand, og hvad der skal til for at støtte dig selv optimalt.

En normal blødningperiode varer 3-5 dage med kun ganske lidt pletblødning før og efter. Blodet er frisk, klart rødt uden klumper, og er hverken vandigt eller tyktflydende. Der er ingen eller næsten ingen smerter.

Mørkt, tyktflydende blod med klumper, ledsaget af smerter og måske en forlænget blødningsperiode kan være tegn på Blod Stagnation.

Brunligt blod, måske især før og/eller efter din menstruation, ikke så meget af det, måske med en konsistens som kaffegrums og ledsaget af smerter og kuldskærhed kan være tegn på Kulde i livmoderen.

Lyst, tyndtflydende blod og ikke ret meget af det, ledsaget af træthed og måske hvp, migræne og/eller lændesmerter, kan være tegn på Underskud af Blod og Essens.

Rigeligt mørkt Blod og langvarig blødningsperiode kan være tegn på Varme i Blodet.

Disse tilstande af ubalance opleves ikke nødvendigvis som problematiske. Men de kan have betydning for fertiliteten. Akupunkturbehandling er meget effektivt til at behandle menstruationsubalancer.

 

Synkronisering med månens cyklus

Man siger, at der er to forskellige måder, hvorpå den kvindelige cyklus kan synkronisere sig med månens cyklus: Den Hvide Månecyklus og Den Røde Månecyklus.

Den Hvide Månecyklus

Her bløder man under nymånen og har ægløsning under fuldmånen.

Den Hvide Månecyklus er forbundet med frugtbarhed og moderskab. Her følger kvindekroppen månens naturlige energiskift fra Yang til Yin (nymåne, Den Sorte Måne) ved menstruationen og fra Yin til Yang (fuldmåne) ved ægløsningen, så fertiliteten topper, når måneenergien også er på sit højeste.

Man siger, at intuitionen skærpes, når man bløder med Den Hvide Månecyklus, for man bløder i mørket, hvor de andre sanser er sat ud af spillet.

Den Røde Månecyklus

Her bløder man ved fuldmåne og har ægløsning ved nymåne.

I Den Røde Månecyklus falder blødningsfasen, som er kvindens mest Yin fase, samtidig med fuldmånen, som er forbundet med Yang, dvs lys, udadrettet energi og udfoldelse. Det betyder, at der kan komme lys ind i vores dybe Yin-aspekter eller skyggesider. Derfor associeres det med en kapacitet til og et fokus på selvindsigt og personlig og spirituel vækst - måske i stedet for et fokus på moderskab og fertilitet.

I oldtiden associerede man medicinkvinder, præstinder og seersker med Den Røde Månecyklus.

I faser af vores liv, hvor der sker store forandringer, og hvor der er brug for at se dybere i os selv, kan vi opleve, at vores cyklus - måske forbigående - følger Den Røde Månecyklus.

Feminin Alkymi

Nüdan er en gammel daoistiske alkymisk praksis for kvinder. Intentionen med indre alkymi er at vende aldringsprocessen og opnå evigt liv. Nüdan indeholder blandt andet øvelser, der sigter mod at stoppe det månedlige tab af Blod og Essens ved at stoppe menstruationen, også kaldet 'at overvinde den røde drage', så ressourcerne i stedet kan indgå i den alkymiske proces.

Nüdan skal praktiseres under vejledning af en 'sand daoistisk mester'. Det er ikke tilrådeligt - og for langt de fleste af os, som lever 'normale' liv, heller ikke gavnligt for vores sundhed - at forsøge at stoppe sin menstruation, og slet ikke på egen hånd.

At sætte menstruationscyklus i stå med hormoner

Nüdan kan ikke sammenlignes med den ret almindelige praksis i vesten, hvor man undgår at have menstruation ved at tage p-piller kontinuerligt eller med en hormonspiral. Dette er ikke en vej til indre alkymi, men - i et østasiatisk perspektiv - en vej til ophobning af affaldsstoffer og opbygning af ubalancer, der kan medføre mange forskellige sundhedsproblemer og blandt andet påvirke fertiliteten.

Din cyklus er din

Der er ikke en 'rigtig' og en 'forkert' cyklus. Du kan bløde ved nymåne, ved fuldmåne eller indimellem, og det kan skifte gennem dit liv. Hvordan din cyklus udspiller sig, er mere et billede på din indre tilstand og din personlige rejse. Et barometer, som du kan lære at aflæse, så du bedre kan forstå dig selv - og dermed bedre hjælpe dig selv ind i optimal balance og sundhed.

 

Wu Wei

 

Wu Wei betyder på kinesisk 'at gøre ingenting' eller 'ikke at gøre'.

Indenfor Daoismen er Wu Wei kernen i, hvad det vil sige at følge Dao eller Vejen. I Dao De Jing siges det: 'Dao handler aldrig, men intet efterlades ugjort'.

Wu Wei betyder ikke bogstaveligt, at man ikke gør noget, det betyder ’uanstrengt handling’ eller ’handlingsløs handling’.

Det betyder, at dét, der skal gøres, gøres uden anstrengelse, at det flyder af sig selv, at energien cirkulerer uanstrengt, så alt, hvad der gives ud, med det samme kommer tilbage igen. Når vi er i dette flow kan vi arbejde en hel dag uden at blive trætte, for vi får ligeså meget, som vi giver.

 

Vedvarende at praktisere Wu We kræver mange, mange års træning, men de fleste af os genkender alligevel øjeblikke i vores liv af uanstrengt væren 'in the flow'.

Din Indre Vinter er et rigtig godt tidspunkt at øve Wu Wei på:

  • slip stress
  • slip presset på dig selv, slip følelsen af at 'skulle' eller 'burde' gøre
  • mærk, hvad der føles nødvendigt at gøre
  • lad motivationen komme indefra
  • lad det være, som ikke er vigtigt lige nu

Læs evt. denne artikel om Wu Wei

 

Yang Sheng & Din Indre Vinter

Yang Sheng er en gammel daoistisk praksis, der handler om at nære sig selv og sit liv og dermed optimere sundhed og forlænge livet.

Læs mere om Yang Sheng

I det følgende finder du nogle forslag til livsstil, kost og øvelser, der kan støtte og nære dig under din Indre Vinter.

Livsstil, Indre Vinter

  • prioritér ro og hvile; planlæg, så du får nødvendige opgaver fra hånden forinden
  • praktisér Wu Wei
  • sov mere, tag lure
  • hold dig varm især på underliv, lænd & fødder
  • undgå svømning, havbad, svømmehal
  • undgå at løfte tunge ting
  • undgå sex; den opadgående energi kan skabe stagnation

Bevægelse

  • rolige gåture
  • Qi Gong
  • Yin Yoga
  • andre former for rolig bevægelsespraksis

Indre arbejde

  • meditér, skriv dagbog
  • giv dig tid til at mærke ind i dig selv; bevidstgør mønstre af vrede, nag, misundelse, skuffelse, selvmedlidenhed, angst, gammel sorg osv
  • hvad har du brug for at give slip på?

Selvomsorg

  • undgå så vidt muligt at bruge tamponer, da de stopper det frie flow og kan skabe stagnation og dermed smerter; det siges endda, at de kan forårsage, at energien vender, og kan være medvirkende årsag til endometriose, fibromer og cyster
  • tag fodbad med havsalt, eller endnu bedre med magnesium (se Modul 3) - magnesium er nødvendigt, for at vi kan producere østrogen og progesteron, og forbruges i den præmenstruelle fase, hvor niveauet af disse hormoner stiger; optages bedre gennem huden, end gennem fordøjelsessystemet; Nyrerne relaterer til Indre Vinter, og Nyre-meridianen starter under fødderne, og aktiveres, når du tager fodbad
  • brug varmedunk eller varmepude
  • giv dig selv akupressur & moxa (se Modul 3)
  • få akupunktur og/eller moxa
  • lav Yoga Nidra eller afspænding, brug evt. den guidede afspænding til Vand-lyde, som du finder herunder

Kost, Indre Vinter

Varme

I din indre vinter har du brug for varme - både indefra og udefra.

  • spis tilberedt mad; dvs mad, der har fået varme eller er fermenteret, altså ikke rå grønsager, som i salater og smoothies, og helst heller ikke rå frugt
  • spis såvidt muligt kun varm mad; undgå køleskabskold mad og drikke og kolde smoothies
  • tilbered din mad i lang tid, da det gør den mere varmende

Protein

De første 4 dage af din blødningsperiode er det vigtigt at spise rigeligt protein, som din krop skal bruge til at opbygge nyt blod som erstatning for dét, du mister.

Planteprotein skal først omsættes af kroppen, før det kan optages. Så hvis du ikke spiser kød, er det særlig vigtigt, at du er opmærksom på at få nok protein og C-vitamin, som hjælper optagelsen af protein. Det er også en god idé at supplere med Blod-styrkende urter, se nedenfor.

Blod & jern

I dette indlæg kan du se en oversigt over kost, der ud fra den kinesiske kostforståelse styrker Blod. Mange af disse fødevarer også et højt jernindhold, hvilket ekstra vigtig i blødningsperioden for at opretholde en normal blodprocent.

Godt at spise i blødningsfasen

  • grød eller congee
  • bone broth/kraftsuppe eller herbal bone broth - findes også i vegetarisk udgave
  • langtidsbagte rodfrugter
  • sorte ris - den kornsort, der resonerer med Vand-elementet
  • røde fødevarer, som generelt styrker Blod
  • sorte fødevarer, der styrker Nyrerne og Vand-elementet, som relaterer til Indre Vinter
  • oksekød, lammekød, kylling - gode, varmende proteinkilder
  • blæksprutte, østers - styrker Blod
  • æg
  • seitan (tofu er for kølende)
  • adzuki-, & kidneybønner - resonerer med Vand-elementet; adzukibønner siges, udover at være en god proteinkilde, at understøtte blodcirkulationen og dermed udskillelsen af livmoderslimhinden
  • beluga- & røde linser
  • grønne bladgrønsager og krydderurter - jernholdige, styrker Blod
  • rødbede - styrker Blod
  • lever; en superfood, der har et meget højt indhold af både jern og B12-vitamin, som er vigtig for kroppens udrensning
  • melasse - kraftigt Blod-styrkende
  • valnødder - styrker Nyrerne, der relaterer til Vand-fasen
  • tang - styrker Nyrerne & Vand-fasen
  • svampe - rige på antioxidanter, vitaminer og mineraler, understøtter immunsfosvaret med meget mere, anses i stigende grad for en superfood; læs mere.
  • sorte sesamfrø
  • Job's Tårer/Coix Seed/kinesisk perlebyg (ikke at forveksle med det, vi i Danmark kalder perlebyg, som er almindelig byg, der er slebet rundt, Job's Tårer er noget helt andet) - hjælper med at balancere de proteinrige fødevarer, reducerer inflammation, dræner overskydende væske og anvendes til vægttab i Østen, siges at give en smuk hud; se opskrift.

Urter & krydderier

  • cacao - højt indhold af magnesium, som er afgørende for produktionen af østrogen & progesteron - se opskrift på varm cacao herunder - mere om cacao
  • brændenælde - styrker blod, indeholder en lang række mineraler og vitaminer, se opskrift på brændenælde-infusion - mere om brændenælde
  • salvie - understøtter Blod-flow, lindrer menstruationssmerter og styrker livmoderen - læs mere om salvie her og her
  • almindelig hjertespand - regulerer menstruationen og understøtter flowet af blod, hjælper med at udrense varme mm. med menstruationsblodet - mere om hjertespand
  • goji-bær - styrker Nyrer, Lever & blod, kan lindre lændesmerter
  • morbær - styrker blod - mere om goji-bær
  • dang gui - én af de mest anvendte kinesiske urter til at styrke og bevæge blod og regulere menstruationen - mere om dang gui
  • jujube - styrker blod, balancerer sindet - mere om jujube
  • he shou wu - styrker blod, styrker Lever, Nyrer & Essens, virker udrensende - mere om he shou wu
  • suppeurter, Blod - kinesisk urteblanding til brug i en langtidskogt suppe; speciel blanding til Blod-fasen af menstruationen; kan købes hos mig ved henvendelse på info@acubirth.dk
  • varmende krydderier som kanel, kardemomme, koriander, spidskommen, fennikel
  • ristet ingefær - varmer og bevæger Blod og har direkte indflydelse på livmoderen: brun revet frisk ingefær (med skindet på, det virker vanddrivende) let i en lille smule olie, de må ikke brænde; kan derefter tilsættes til dine retter

Opskrifter

Varm cacao med svampepulver

  • 4 dl mælk/plantemælk - feks sort sesammælk, se opskrift herunder
  • 2 spsk cacao
  • 2 tsk svampepulver - reishi, chaga, cordyceps, maiitake og andre typer kan købes hos www.rawfoodshop.dk; du kan også selv lave svampepulver af egne indsamlede lokale svampe
  • 1/2 tsk kanel eller mere efter smag
  • 1/2 tsk vanillepulver
  • et skvæt kold piskefløde/plantefløde (kan udelades)
  • 2 tsk honning eller mindre efter smag (kan udelades)

Pisk mælk, cacao, svampepulver, kanel og vanille sammen og bring det i kog; temperaturen bringer den fulde smag frem i cacaoen og krydderierne. Tag gryden af varmen og tilsæt kold fløde og derefter honning. Hvis du ikke bruger kold fløde, så lad cacaoen køle lidt af, inden honningen tilsættes; honningens helbredende egenskaber ødelægges, når den varmes op.

Sort sesammælk

  • 200 g sorte sesamfrø (kan selvfølgelig også laves med hvide sesamfrø)
  • 1 liter vand
  • 8 dadler uden sten
  • 1 vanillestang

Læg sesamfrø i blød i ca 8 timer. Hvis dadlerne er meget tørre, så læg dem i blød sammen med sesamfrøene. Si iblødsætningsvandet fra i en finmasket si, skyl sesamfrøene i koldt vand og dryp godt af. Klip vanillestangen i mindre stykker. Kom sesamfrø, dadler, vanille og 1 liter frisk vand i en blender og blend indtil mælken er helt jævn. Sies gennem et klæde, hvis du ønsker en helt glat mælk (hvis du skal bruge mælken til varm cacao - se ovenfor - anbefales det at si den). Hæld på en skoldet flaske. Kan holde sig op til 5 dage i køleskab. Omrystes før brug.

Der er masser af inspiration og opskrifter, som understøtter din menstruationscyklus at hente på nettet, se for eksempel denne fine artikel.

Jeg kan også varmt anbefale 'The Moon Cycle Cookbook' af Devon Loftus & Jenna Radomski.

Læs om Indre Forår, tiden fra menstruation til ægløsning