Akupunktur og igangsættelse af fødslen

Gennem de seneste år har jeg fulgt gravide kvinder gennem deres graviditet med møder i min klinik hver 6. - 8. uge helt fra starten af graviditeten. Jeg har arbejdet med disse kvinder ud fra en ældgammel østasiatisk forståelse af graviditeten – og alle andre processer – som en proces, der bevæger sig gennem 5 transformationsfaser.

Disse 5 faser relaterer til årstiderne: forår, sommer, sensommer, efterår og vinter – og til elementerne Træ, Ild, Jord, Metal og Vand. Jeg har givet helt specifik akupunktur, der understøtter den pågældende fase/årstid fremfor at behandle gener og problemer. Desuden har jeg vejledt kvinderne i årstidens temaer og vækstpotentialer samt i kost, tilskud og livsstil ud fra fasen.

Resultaterne har være meget opløftende både for mig og for de gravide. Kvinderne melder om en følelse af mere ro, centrering og balance, mindre angst, færre graviditetsgener, større følelse af parathed til fødsel og moderskab. Hos mange kvinder er der en dyb resonans med årstidernes energi og temaer.

Med de østasiatiske diagnosemetoder kan jeg desuden konkludere, at disse gravide er i bemærkelsesværdig god fysisk og psykisk balance op til deres fødsel. De er i så god balance, at de sjældent har behov for fødselsforberedende- eller modningsakupunktur omkring deres terminstidspunkt.

 

Ingen igangsættelser

Det er påfaldende i min lille anekdotiske statistik, at mange af disse kvinder har haft virkelig gode fødsler. Og indtil videre er ingen af de gravide, der har fået akupunktur gennem graviditetens årstider, der er gået så meget over terminstidspunktet, at de måtte have fødslen sat i gang af den grund.

Læs mere om igangsættelse og de 5 årstider

Hvad kan akupunktur?

Vi kan ikke sætte en fødsel i gang med akupunktur. Men noget tyder på, at vi måske med akupunktur kan hjælpe krop og psyke ind i en større balance. Det kan betyde, at chancen øges for, at fødslen går i gang af sig selv på et tidspunkt, som er passende for den enkelte kvinde/ det enkelte barn.

Studier har blandt andet konkluderet, at akupunktur kan:

  1. modne livmoderhalsen
  2. forkorte tiden fra terminen til fødslen
  3. forkorte fødselsforløbet
  4. afspænde, afstresse, aktivere det parasympatiske nervesystem
  5. dæmpe angst

Mange flere studier ville være relevante.

Fødslens start

Vi ved ikke, hvad der får en fødsel til at gå i gang. Min oplevelse er, at det er et ultra-fintfølende samspil mellem krop og psyke hos både mor og barn og dem imellem, der initierer fødselsprocessen. Men hvorfor mon det er, at nogle kvinder er gravide meget længere end andre, i enkelte tilfælde så længe, at barnet faktisk har hårdt brug for at komme ud?

Vi ved fra Sarah Buckley’s bog og rapporter, at for at fødslen kan gå i gang, skal der være en grundlæggende følelse af tryghed. Det er nødvendigt, for at det parasympatiske nervesystem og den naturlige hormonproduktion kan blive aktiveret. Hvis vi er i en fight & flight tilstand, er der dårligere chancer for, at fødslen går i gang af sig selv.

Jeg tror ikke, jeg kan være den eneste, der oplever, at angsten for at gå over tiden og skulle have fødslen sat i gang kan skabe rigtig meget stress og angst. Så meget, at det i sig selv ser ud til at forhindre fødslen i at gå i gang spontant.

Angst og de 5 årstider

Den sidste del af graviditeten, graviditetens vinter, relaterer til Vand-elementet. Den emotion, der hører til Vand-elementet, er netop - angst. Det betyder i østligt perspektiv, at angst og angstens modsætning - tillid, tryghed - er naturlige temaer i den sidste del af graviditeten.

Det overensstemmer med mine erfaringer fra mine egne graviditeter/fødsler og fra min jordemodervirksomhed. Jeg oplever, at der altid er et element af angst/spænding i forhold til fødslens start. En fødsel er jo en begivenhed, hvor liv og død kommer helt tæt på hinanden, og hvor vi aldrig kender udfaldet på forhånd.

Så min erfaring er, at der altid er en angst – sommetider ubevidst - og at vi på den ene eller anden måde skal igennem denne angst, for at fødslen kan gå i gang spontant. Som min datter udtrykte det, er dét at gå i fødsel som at springe ud fra en 3-meter vippe - et frit fald ud i det uvisse.

Ofte vil vi som gravide hellere blive i den trygge og forudsigelige graviditet, som vi på nuværende tidspunkt har vænnet os til. Også selvom vi måske udtrykker noget andet (angsten kan være ubevidst). Så vores system fortsætter med at være gravid uden at vide, at det faktisk holder den naturlige proces tilbage.

Akupunkturbehandling kan, som tidligere nævnt, dæmpe angst og berolige nervesystemet.

Det nye forår

Forståelsen af alle processers bevægelse gennem de 5 årstider tilbyder desuden en måde at forstå og arbejde med fødslens start på.

Som nævnt sammenlignes den sidste del af graviditeten med vinteren, hvor al aktivitet står stille, og livskraften koncentreres i planternes rødder og frø (i barnet). Fødslen repræsenterer foråret, hvor al den koncentrerede kraft springer ud med en voldsom bevægelse og fremdrift.

At invitere foråret ind

Min datter elskede sin Vand-fase. Hun havde det supergodt med at være gravid, og hun havde ikke noget behov for, at det skulle slutte. Så hun gik over terminen… og over terminen… også til et punkt, hvor hendes mor, jordemoderen, blev bekymret over barnets (manglende) tilvækst.

Først da hun blev truet med igangsættelse gik det op for hende/os, at hun jo skulle ind i den Træ-fase, og at det faktisk var noget, hun aktivt skulle vælge at gøre. Og da hun traf valget og sprang ud fra 3-meter vippen, gik hun med det samme i fødsel og fødte spontant og ukompliceret.

 

 

Vand-fasens ro og hvile er i den østasiatiske forståelse meget vigtig for barnets akkumulering af ressourcer - læs mere her.

Men når den gravide når terminsdatoen, kan vi opfordre kvinden til at begynde at invitere foråret ind ved at bevæge sig, danse, gå ture, være aktiv.

Vi kan italesætte angsten. Vi kan opfordre kvinden til at finde det sted i sin bevidsthed/underbevidsthed, hvor hun står på en 3-meter vippe og ikke tør springe ud.

Min erfaring er, at dette sted findes hos alle gravide. Hun kan bevidstgøre og erkende det, se frygten i øjnene, rumme den og danse med den. Gør hun det, kan det blive muligt at gå igennem frygten og træffe en aktiv beslutning om at springe ud i fødslen.

 

Det siger kvinderne

Kære Johanne
Torsdag aften startede veerne og fredag nat 2.26 kom vores dejlige barn til verden. Tak for at sætte skub i foråret og med det, processen der førte til liv. Er dig meget taknemmelig!
Kh ....

Kære Johanne
Slimproppen gik mandag kl. 22. Vandet sev fra kl. 00.30. Veerne kom kl. 1 - med det samme med tre veer pr. ti minutter. Og kl. 14.00 var han født.
Jeg gik hjem fra dig og forsøgte at “springe fra vippen”. Og da slim og vand kom, var jeg jublende, fordi der skete noget af sig selv. Så jeg gik vildt glad ind i smerterne og arbejdede med mine teknikker. Det blev en en fin oplevelse.
Tak for behandlingen mandag.
Dbh. ....

Jeg havde en fantastisk graviditet, så fantastisk, at det faktisk blev svært for mig at slippe den og gå i fødsel. Jeg gik max over tid og lægerne ville sætte fødslen i gang med medicin. Det føltes forkert for mig at spise medicinen, og dagen efter talte jeg med Johanne om fødslens start. For at gå i fødsel skal jeg ind i Træ-fasen. Aha. Med den diagnose og tilhørende akupunktur- og moxabehandling lykkedes det mig at få veer naturligt senere på eftermiddagen.
Kh ...

Mit jordemoderhjerte græder

Den spontane fødsel og tilliden til den naturlige fødselsproces har rigtig dårlige vilkår i denne tid, og mit jordemoderhjerte græder. Vi oplever tidligere og tidligere igangsættelser, ufuldkommen og i nogle tilfælde usand information til de gravide, der går over terminen og kvinder, der bliver skræmt af angststyrede fagpersoner. I et enkelt tilfælde, jeg har hørt om, blev en gravid kvinde truet med indberetning til de sociale myndigheder, hvis hun ikke indvilligede  i igangsættelse.

Som jordemødre føler jeg, at vi må gøre alt, hvad vi overhovedet kan, for at støtte op om den naturlige fødsel og kvinders/menneskers frie valg i forhold til egen sundhed. Og for at finde alternativer til den angststyring og mekanisering, vi ser af vores fag i disse år. Jeg har den dybeste respekt for alle de kolleger, der laver relevant og kompetent forskning indenfor vores fag og et stort ønske om, at flere forskningskompetente jordemødre ville interessere sig for akupunkturen.

For mig er der dyb mening i arbejdet med at udbrede akupunkturen - specielt 5-fase tilgangen - så  alle de gravide, som ønsker det, kan få glæde af den. Så det er mit inderlige håb, at rigtig mange jordemødre og doulaer vil ønske at tilegne sig denne måde at arbejde med de gravide på.