Begrebet Blod
Begrebet Blod - Xue på kinesisk - i den østasiatiske forståelse er andet og mere end den røde substans, der flyder i vores blodårer.
Blod er et udtryk for vores ernæringstilstand, hvorvidt vi er sunde og 'vel nærede'. Men det relaterer også til vores kapacitet til at at tage næring til os, at nære os selv. Både fysisk at omsætte mad og drikke til næring via fordøjelsen, men også at nære os selv følelsesmæssigt, mentalt og spirituelt. At mærke og tage ansvar for vores egne behov, at 'stå selv'. Og at kunne tage imod støtte fra andre uden at være afhængig af at få noget udefra for at have det godt.
Blod leverer livsnødvendig næring til alle vores organer, muskler og øvrigt væv, inklusiv hjernen.
Sjælen bor i Blod
Man siger, at sjælen - Shen på kinesisk - bor i Hjerte Blod. Blod rodfæster bevidstheden i det fysiske. Krop og sind er integreret i Blod, og Blod hjælper med at holde krop og sind sammen.
Blod & de kvindelige processer
Blod er Yin i sin natur og dybt forbundet med de kvindelige processer.
- Blod renser affaldsstoffer, overskudsvarme & emotionel ladning, som vi ikke har brug for, ud af os, når vi menstruerer
- Blod nærer ægget - både før og efter befrugtningen
- Blod er med til at opbygge livmoderslimhinden og gøre den til et dejligt sted for det befrugtede æg at tage bolig
- Blod vedligeholder moderkagen og nærer via navlesnoren barnet gennem graviditeten
- Blod nærer også mor gennem graviditeten – og bagefter
- Blod omdannes til mælk efter fødslen og nærer derigennem fortsat barnet
- Sindet bor i Blod, og rigeligt Blod sikrer følelsesmæssig stabilitet & grounding i den vigtige periode efter fødslen – afgørende for amning & tilknytning
- Rigeligt Blod er nødvendigt for at mor kan restituere fuldt efter fødslen, så hun ikke trækker et underskud med sig, som kan være med hende resten af livet
- Konserveringen af Blod ved menopausen markerer starten på kvindens ’andet forår’
De kvindelige processer er således grundlæggende helt afhængige af, at der til stadighed er rigeligt Blod af god kvalitet i frit omløb. Samtidig mister vi hver måned blod ved menstruationen, og er derfor sårbare overfor Blod Underskud.
I den østasiatiske kultur er det derfor en naturlig ting for alle kvinder til stadighed og hele livet at tage vare på sit Blod. Det gør man blandt andet via kosten og ved at understøtte en naturlig menstruationscyklus, hvor vi bløder en passende mængde med passende mellemrum i en passende rytme.
Symbiosen med mor
Blod relaterer tæt til den tidlige symbiose med vores mor.
En positiv symbiose med vores mor, hvor vores behov for kontakt og næring grundlæggende bliver mødt, medvirker til at styrke vores Blod. Jo stærkere, vores Blod er, jo bedre er vi i stand til at nære os selv på alle niveauer, mærke vores behov og tage ansvar for dem og stå selv, stærke og uafhængige og godt tilpas i os selv og i det fysiske.
Kvaliteten af vores Blod
Når vores Blod er stærkt, føler vi os godt nærede, fulde af energi og liv. Øjnene stråler, håret skinner, huden gløder, og vi er fuldt til stede og godt tilpas i vores krop og i det fysiske.
Når vores Blod er svagt kan vi føle, at vi ikke helt er i kontakt med, hvem vi er. Vi kan opleve separation, som om vores sind er løst fra sit anker, hvilket kan føre til angst og depression og andre psykisk/følelsesmæssige problematikker. Om natten kan sindet flyde så meget, at vi ikke kan sove.
Kvaliteten af vores Blod afhænger blandt andet af vores medfødte konstitution, den tidlige symbiose med mor og kvaliteten af vores kost gennem livet. Har vi underskud af Blod, er det afgørende at spise en kost, der er Blod-styrkende. Akupunktur og urtemedicin kan også være en stor hjælp.
Underskud af blod
Med østasiatiske diagnosemetoder kan vi opdage og behandle Blod underskud længe før, det kan registreres som en lav blodprocent. På den måde har vi mulighed for at forebygge en lav blodprocent.
Symptomer på underskud af Blod:
- bleghed
- træthed
- svimmelhed (især når du rejser dig hurtigt)
- hovedpine
- tør hud, øjne og/eller slimhinder
- søvnforstyrrelser
- sparsom menstruationsblødning
- depression
- lav blodprocent
Gå til din læge og få taget en blodprocent, hvis du har disse symptomer! Du har muligvis brug for jerntilskud.
Kosten
Blod's kvalitet kan forbedres via kosten. En kost rig på friske grøntsager er afgørende. Især mørkegrønne bladgrøntsager og klorofylrige fødevarer er nyttige, især når de kombineres med korn. De fleste slags kød, bønner og flere fisk og skaldyr vil også være styrkende.
Da alle fødevarer danner grundlaget for dannelsen af Blod, er det vigtigste at spise godt og varieret. Overforbrug af fed mad, denaturerede fødevarer og sukkersødede eller saltede fødevarer samt bitre fødevarer som kaffe vil have en tendens til at svække Blod.
Læs mere om kost i et østasiatisk perspektiv
Fødevarer, der især er styrkende, ses på listen herunder.
Kost, der styrker blod
Rødt kød, svinekød, blæksprutte, sardin, østers, aduki- og kidneybønner, sorte bønner, belugalinser, æg, sorte sesamfrø, sorte ris, spelt, hirse, kartoffel, rødbede, avocado, spinat, vindrue, abrikos, figen, dadel, jujube* (rød dadel), persille, mælkebøtte, brændenælde, brøndkarse, mikroalger, almindelig hjertespand, dang gui* (kinesisk angelica-rod).
Ved alvorligt blod-underskud: lever og anden indmad, benmarv, melasse.
*Jujube og dang gui kan købes hos mig i mindre portioner ved henvendelse på info@acubirth.dk
Blod & næring
Som nævnt har næringsindholdet i den mad, vi spiser, dyb indvirkning på kvaliteten af vores Blod. Det er gennem kosten, at vi vedligeholder vores Blod og erstatter det Blod, vi forbruger under menstruationen, ved fødslen og i ammeperioden.
Men Blod er også i videre forstand tæt knyttet til næring. Vores evne til at nære os selv, tage vare på os selv, mærke og tage ansvar for vores behov, stå selv, i os selv, i det fysiske, i vores Kvindekraft - er et udtryk for Blod.
Kvaliteten af vores Blod grundlægges som nævnt i den helt tidlige symbiose med vores mor. Når mor er nærværende og møder os i vores behov fra begyndelsen, grundlægges følelsen af basal tillid. Følelsen af, at der er alt dét, der skal være til mig, og at jeg har dét, der skal til.
Det betyder, at vi ikke behøver at være afhængige af at skulle have noget udefra. Vi kan kan nære os selv. Vores Blod er stærkt.
Fra det sted kan vi nære andre i en cirkulation, hvor der ikke er afhængighed og derfor heller ikke anstrengelse og tab af energi.
Hvor dét at give er det samme, som dét at få.
Det er sand Kvindekraft.
Relationen til mor
Mange af os har haft en start på livet, der ikke var helt optimal, og det kan i nogle tilfælde betyde, at vi har sværere ved at nære os selv, både fysisk og følelsesmæssigt. Det kan påvirke kvaliteten af vores Blod.
Bevidsthod om disse sammenhænge og heling af den tidlige relation til vores mor kan - sammen med kosten - være med til at styrke vores Blod og dermed vores evne til at nære os selv og stå selv i os selv.