Artikel om den naturlige fødsel bragt i forkortet udgave i Tidsskrift for Jordemødre i 2001.

Af jordemoder Johanne Siegumfeldt

Hvad er fødslen?

Den oplevelse af, hvad den naturlige fødsel er, som jeg blev bibragt via min uddannelse, er meget langt fra den oplevelse, jeg har nu, efter at have arbejdet med fødsler i nogle år. Dét, jeg dengang - med få, men værdifulde undtagelser! - fik formidlet, var en opfattelse af fødslen som en slags biologisk/mekanisk proces, der enten forløber tilfredsstillende (efter vores opfattelse!) eller ikke tilfredsstillende.

En proces, der er uafhængig af det menneske, den forløber i, af de sociale, psykologiske, følelsesmæssige, kulturelle og andre faktorer, der knytter sig til netop hendes situation. En isoleret proces uden sammenhæng med omverdenen, med de fysiske og psykologiske rammer - den atmosfære - den foregår i. En proces uden egen signifikans, egen mening og egen hensigt.

Måden, jeg blev lært at forholde mig til fødselsprocessen på, byggede grundlæggende på mistillid til processen, på angst for at noget skulle gå galt og (som jeg ser det nu) på en himmelråbende mangel på forståelse af selve fødselsprocessen, og hvor uendelig nuanceret og individuel, den er.

I stedet for at lære, hvordan jeg kunne hjælpe og understøtte den naturlige fødsel, lærte jeg, at min opgave var at styre den og ’rette’ den ud fra nogle bestemte principper og ved hjælp af bestemte ”teknikker”. Men jeg oplevede allerede dengang en skrigende mangel på sammenhæng mellem de forskellige, isolerede ’teknikker’ og en stadig utilfredsstillet søgen efter sammenhæng, efter at forstå, hvad det egentlig er, fødslen handler om.

Denne søgen har fulgt mig ud i mit professionelle liv, og har klart været den bærende drivkraft i mit jordemoderarbejde. Jeg tror, den vil følge mig altid, for jeg tror aldrig, jeg vil komme til at forstå fødslen, dens ’væsen’ og dens muligheder til bunds.

Et universelt princip

Fødselsprocessen er, som jeg ser det, en del af et universelt princip, som genfindes fra de allermindste til de allerstørste strukturer i naturen. Det er den cyklus, der handler om fødsel-død-genfødsel. Alt levende i naturen fødes-dør-genskabes. Året, årstiderne, månefaserne, døgnet fødes-dør-starter forfra. Havets bølger bygger op-brydes og trækker sig tilbage-bygger op igen.

Princippet genfindes i menneskets kulturelle udvikling: kulturer bygges op-ødelægges-noget nyt genopbygges. Og det genfindes i menneskets psyke: livsfaser gennemleves-afsluttes-giver plads for nyt; vi oplever tab-må tage afsked-må leve videre. Det genfindes i menneskets drifter, i det instinktive: orgasmen er en opbygning-en ’lille død’-en genopbygning. Alt er bølger af samme hensigt.

Jeg ser den naturlige fødsel som en naturkraft, der er en del af denne cyklus, dette princip, denne hensigt. En kraft, som jeg har den dybeste respekt for og tillid til. En kraft hvis hensigt er hinsides min kontrol og min fulde forståelse, og som jeg ingen ret har til at underkende.

Fødselsproces - Livsproces

At være en kvinde i fødsel er det samme som at være et menneske i live. Den naturlige fødsel er som en komprimeret livscyklus.

Vi starter i glæde, håb og opløftelse. Vi oplever smerte, angst, desillusion, håbløshed; vi konfronteres med vores grundlæggende alenehed, vi oplever dødens nærvær; vi konfronteres med det ansvar, der er vores. Vi stritter imod, holder tilbage, kæmper; forsøger at kontrollere, forsøger at undslippe; vi afprøver alle vore hidtidige mestrings-teknikker. Og endelig giver vi op; slipper kontrollen, overgiver os til processen, holder op med at kæmpe imod, accepterer - for til sidst at forløses: vi føder barnet, genfødes (som mor); noget nyt begynder.

Min erfaring som fødende kvinde, som jordemoder og som menneske, der forsøger at leve livet, er, at det hele grundlæggende handler om én ting: overgivelse. Jo mere en kvinde er istand til at overgive sig til fødselsprocessen, jo nemmere føder hun. Jo mere et menneske kan overgive sig til livsprocessen, til sine vilkår, sine kvaliteter, sine behov, sit formål, jo mere fuldt vil hun/han kunne leve livet.

Smerte og accept

Det helt centrale at forholde sig til i fødselsprocessen er jo smerten. Det er dén, der er den absolut største udfordring for os. Smerte er jo almindeligvis et signal til os om, at noget ikke er, som det skal være. Derfor er vores umiddelbare reaktion på smerte angst eller bekymring. Endvidere opleves smerte oftest som ubehagelig, og derfor er det naturligt for os at stritte imod, når vi føler smerte.

I vores kultur er vi meget lidt vant til at acceptere smerte. Hvis vi har ondt, tager vi noget medicin, der lindrer smerten eller tager os væk fra den. Dette gælder både fysisk og psykisk/følelsesmæssig smerte. Vi har ingen tradition for at opfatte smerten som noget, der har en mening, som noget, der vil fortælle os noget, endsige som noget, der vil give os noget.

Det bliver dog mere og mere anerkendt, at psykisk/følelsesmæssig smerte, f.eks. i forbindelse med tab/dødsfald, er nødvendig at mærke; at det forløser og støtter sorg- og helingsprocessen at konfrontere smerten og gennemleve den. At ubærlig smerte bliver bærlig og mister sin magt over os, hvis vi overgiver os til den.

Fødselssmerten

Man kunne drage en parallel herfra til den fysiske smerte. Den fysiske smerte, som er forbundet med den naturlige fødsel, er i sin natur anderledes end en smerte, som er tegn på, at noget er ’galt’. Fødselssmerten er tegn på, at noget godt, noget ’rigtigt’ er i gang, nemlig fødselsprocessen. At fødselssmerten intensiveres, er tegn på, at fødselsprocessen skrider fremad, som den skal.

De fleste af os vil kunne få den erfaring, at hvis vi konfronterer, ’mærker på’ smerten, dvs. overgiver os til den, vil den miste en del af sin magt over os, og den vil blive ’bærlig’.

Det kræver, at vi er villige til at ’vende rundt’ på begreberne i vores bevidsthed, så vi holder op med automatisk at opfatte dét, at have ondt, som ensbetydende med at have det forfærdeligt. At vi tillader os selv at få den erfaring, at smerte også kan være ensbetydende med ekspansion; med en udvidelse af dét, vi er, dét, vi kan; med at række udover os selv og vores vante muligheder; med opløftelse; med jubel; med virkelighed.

En hensigt med smerten

Min erfaring med livet er, at der er hensigt med alting. At naturen har en hensigt med dét, den iværksætter. Så for mig er der ingen tvivl om, at der også er en hensigt med fødselssmerten.

Som jeg ser det har smerten den funktion, at den åbner bevidstheden. Ved at gå igennem den ekstreme fysiske, psykiske og følelsesmæssige udfordring fødslen er, bliver vi tvunget til at slippe vores vanlige form for kontrol, vores vanlige forsvar, det panser, vi alle sammen har henover vores inderste, vores følsomhed, vores sårbarhed – så vi står med ’nøgen sjæl’, uden forbehold, uden maske i mødet med vores barn.

Dette er, tror jeg, helt afgørende for barnet. Et nyfødt barn kommunikerer næsten udelukkende gennem følelser. Det har en ultra-fintfølende kapacitet til umiddelbart at opfange specielt moderens følelsesmæssige tilstand. En kapacitet, som for længst er gået tabt for os voksne.

Smerten åbner

Et nyfødt barn har et umætteligt behov for følelsesmæssig åbenhed, kontakt, tryghed. Det kan simpelthen ikke få nok. Det har ligget i ni måneder tæt omsluttet i blødt, kropsvarmt mørke, i total fysisk kontakt med sin mor og med hendes hjerteslag allestedsnærværende – et billede på fuldstændig tryghed og hengivelse.

Det bliver født i smerte og angst, oplever for første gang lys, kulde, lyd, berøring. Det er skrækslagent! Og i denne tilstand skal det træffe sit mest afgørende valg: vil det leve - tage sit første åndedrag og blive ved med at trække vejret - eller vil det dø?

I denne situation er det fuldstændig afgørende, hvor moderen er følelsesmæssigt. Det er fra hende, at barnet skal have følelsen af, at det er værd at komme hertil, at der er mening med at leve. Meningen for et nyfødt barn - og for alle os andre! - er én ting: kærlighed. Og jo mere åbent og uforbeholdent, den kan gives, jo bedre.

Det er her, moderens bevidsthedstilstand og følelsesmæssige åbenhed er så vigtig.

Fødselsprocessen og den fødende

Når jeg forsøger at hjælpe en kvinde, der er ved at føde, prøver jeg altid at indstille min bevidsthed på selve fødselsprocessen og forsøge at mærke den. Er det en ’sund’ proces? Er der forstyrrelser i den? Hvilke? Hvad skyldes de mon?

Endvidere prøver jeg at få en fornemmelse af, hvor kvinden er i forhold til processen. Er hun bange? Stritter hun imod? Holder hun tilbage? Har hun mistet modet/håbet?

Har hun føling med sin krop, med instinkterne, med processen? Hvor er hendes bevidsthed – i hovedet/intellektet eller i kroppen/det instinktive? Hvad er hendes kvaliteter/ressourcer? Hvilke ressourcer er der hos partneren og i udvekslingen mellem parret?

Jordemoderens rolle

Jeg ser det som min hovedopgave som jordemoder at forsøge at hjælpe kvinden dér, hvor hun er. At forsøge at rumme den ekstreme udfordring, hun er i, og hjælpe hende derhen, hvor netop hun bliver istand til at overgive sig. At stille små og større forslag til, hvordan overgivelsen til processen kan lettes for hende. At være meget opmærksom på hendes kapacitet og støtte hende i at udnytte den fuldt - uden at presse hende unødigt.

Der er én sætning, som jeg siger igen og igen og igen: ”Giv slip!”.

Det er afgørende, tror jeg, at se hver enkelt fødsel som en unik proces. Der er ingen regler for, hvor lang tid en fødsel må/skal tage. Nogle kvinder skal have længere tid end andre til at overvinde angst osv., så de kan overgive sig til processen. Som hjælpere er vi nødt til at være følsomme og lydhøre overfor dette.

Den virkelige kunst ved at være fødselshjælper består i at vide præcis hvornår, vi skal gribe ind med vores viden og kunnen, sådan at vi hverken gør det for tidligt eller for sent. Vi skal gøre det for at redde liv og fysisk og psykisk helbred for mor og barn, men vi skal ikke gøre det, fordi vi selv er bange eller usikre!

Fødslens gave - Livets gave

Det at føde børn har for mig på samme tid været det sværeste, mest smertefulde, mit liv har budt mig – og det mest meningsfulde, forløsende og opløftende. Den gave, det har været for mig at gå igennem fødselsprocessen, igennem smerten og den ekstreme fysiske, psykiske og følelsesmæssige udfordring, at bære det ubærlige og komme ud på den anden side af mine egne absolutte grænser, har været uvurderlig.

Processen har ligesom skyllet alt det ligegyldige, det uvæsentlige, det uvirkelige i min måde at forholde mig til mit liv bort og efterladt mig renset og skærpet på sjæl, sind og krop til mødet med mit lille barn. Processen har gjort, at jeg har kunnet åbne mig for mit barn og møde det på en måde, som jeg sandsynligvis aldrig mere i mit liv får mulighed for – nemlig uden omsvøb, uden forbehold, uden hensigter, mål, projekter, men kun med åbenhed, kærlighed, kontakt, lydhørhed, kommunikation.

Dét er, som jeg ser det, fødslens gave. Og det er i virkeligheden også livets gave, hvis vi vil tage imod den!

Et urimeligt valg

Jeg er lykkelig for, at jeg, da jeg skulle føde, ikke stod i den situation, som kvinder i stigende grad står i og kommer til at stå i i fremtiden. Den situation, at skulle tage stilling til, hvorvidt man ønsker den naturlige fødsel, eller ønsker at fravælge den.

Det er et valg, som er fuldstændig urimeligt, fordi den kvinde, der skal træffe det, ikke for alvor har nogen mulighed for at vide, hvad hun siger ja eller nej til. Det er et valg, som ingen burde være tvunget til at træffe. Et valg, som egentlig er absurd, fordi det går imod naturens lovmæssigheder.

Konsekvenser

Den udvikling, vi står i nu, er en udvikling, hvis konsekvenser er meget svære at forudsige. For hvor meget ved vi egentlig om fødselsprocessens, incl. smertens, funktion og hensigt?

Hvilke konsekvenser kan det få for Jordens befolkning og dermed Jordens og Menneskehedens fremtid, hvis flere og flere nyfødte børn fratages en enestående og måske helt afgørende kontaktmulighed med deres mor ved deres livs begyndelse? Og hvis flere og flere mødre fratages fødslens gave, dens vækstmuligheder? Kan vi tage ansvaret for det? Er det overhovedet vores ansvar at tage?