Jeg skal finde Fødeafdelingen

på et af landets største sygehuse. Parkeringsområdet er enormt. Jeg kører på må og få og er lettet, da jeg finder en indgang/opgang, hvor der står Fødemodtagelse.

For jeg ved ikke hvilken gang spørger jeg mig selv, hvorfor jeg er her. Hvordan jeg i et øjebliks vanvid ud af det blå kan finde på at tilbyde min jordemoderbistand i ikke én, men fire på hinanden følgende nattevagter i en weekend på Danmarks måske travleste fødeafdeling.

Jeg ved nøjagtig, hvad jeg går ind til

Jeg har været jordemoder i 25 år indtil nedskæringer, rationaliseringer, endnu flere nedskæringer og fraskæringer og en støt og ubønhørlig forringelse af arbejdsvilkårene indtil bristepunktet for 4½ år siden satte en endegyldig (troede jeg) stopper for jordemoderarbejdsglæde og helbred. Jeg har ikke været i nærheden af fødsler siden. Ikke før fødslen af min dattersøn for 3 måneder siden.

Hunderæd

Helt ærligt er jeg hunderæd. Billeder af frygtelige fødsler flyver gennem hovedet på mig. Fødsler, hvor den naturlige fødselsproces smadres af stress, manglende tid, nærvær og personale og bliver forvandlet til et teknologisk smertehelvede, der frarøver den fødende hendes fødsel, begår overgreb på det ufødte og nyfødte barn og tvinger jordemoderen til at udføre procedurer, hun ikke kan stå inde for. Jeg kan pludselig ikke huske at have været med til et eneste normalt fødselsforløb.

Rigtig mange års erfaring i at finde rundt på nye sygehuse leder mig delvist intuitivt direkte frem til fødeafdelingen, hvor jeg bliver peget mod vagtstuen. Mine forventninger er under gulvbrædderne, og jeg bliver reelt taget på sengen, da jeg bliver mødt venligt, nærværende og kontant af afdelingsjordemoderen.

Halvdelen er vikarer

Det er en stor afdeling, og vi er mange på vagt. Halvdelen af de fremmødte er vikarer. Vi er to, der aldrig har været på afdelingen før. Og jeg har ikke haft fødsler i 4½ år. Roligt, med suverænt overblik og knusende sikkerhed og intelligens leder og fordeler afdelingsjordemoderen som en virtuos hærfører. Stemningen er god.

Min datters fødsel

Min datters smukke, naturlige fødsel af hendes søn og dermed min fødsel som mormor og skiftet opad i generationskæden har mindet mig om, hvorfor jeg i sin tid blev jordemoder. Den instinktive vished om vigtigheden af, hvordan vi kommer til verden, under hvilke omstændigheder, vi modtages. Det meningsfulde i at være med til at understøtte, værne om og drage omsorg for den dybe, cykliske proces, der bringer nyt liv. Den suveræne opløftelse over den vilde og afsindige skønhed ved den naturlige fødsel. Jordemoderen i mig er genopstået, og jeg er fast besluttet på, at det er hende, der har vagten i nat.

Min første fødsel er god. Mor, mormor og jeg er et team. Der er stor angst og sociale og følelsesmæssige komplikationer. Det er ikke let. Der arbejdes, der tages ansvar, og det hele går godt. Jeg er glad, mor og mormor er glade.

Den næste fødsel er én af de slemme. Pludselig dårlig hjertelyd og scalp-pH, hård cup, angst, stress og mange mennesker på fødestuen. Den nyopstandne jordemoder er lammet og rusten og ikke til megen nytte. Midt i det hele hærføreren som en klippe af effektivitet, ro, overblik og urokkelig sikkerhed.

Permanent undtagelsestilstand

Der hersker en slags permanent undtagelsestilstand på fødegangen her. Et permanent nødberedskab, permanente nødløsninger. Vikarer, der ikke er vist rundt i afdelingen (det er der ikke tid til), og som ikke er oplært i journalsystem og papirgang, tumler rundt i procedurer og rutiner og geografi og skriver journal i hånden som for 20 år siden. Det faste personale rydder op og scanner ind og samler tråde og peger den vej og den vej, og nu skal du se, nu skal jeg vise dig. Der er personaleflugt, og med det offentlige sundhedssystems ufattelige og absurde mangel på helt almindelig logik og sund fornuft ansætter man vikarer til tre gange de fastansattes løn. I stedet for det, der er indlysende for et 3-års barn: at forbedre forholdene og gøre det attraktivt at være ansat. Normeringsmæssigt, lønmæssigt, fagligt.

På trods af umuligheden i vilkårene er stemningen på fødegangen, mens jeg er der, vedvarende konstruktiv. Vi er som soldater i felten. Vi følger ordrer med glæde og i fuld tillid til vores leder.

Hærføreren

Hun er der hele tiden. Fire tolvtimers vagter i træk. Kl. 19.00 til 07.00. Hun skulle vist have haft fri én af nætterne, men én af de andre havde et sygt barn. Selv har hun skolebørn derhjemme. Én gang så jeg hende ligge på sofaen i måske 5 minutter, indtil jeg kom og forstyrrede hende med endnu en forespørgsel. 10 fødestuer. 6-7-8 fødsler (måske flere) pr. vagt. Hun er involveret i al patologi, al kontakt med lægerne. Hun har ansvar for og drager omsorg for en ny personalegruppe hver nat, heraf flere, hun aldrig har mødt før. Heraf også unge, nyansatte jordemødre, med noget, der ligner granatshock. Hun har overansvar for Fødemodtagelsen med yderligere 4 stuer. Hun har overblik over absolut alt. Hun er forskellen på orden og kaos, på liv og død. Jeg bøjer mig i støvet.

Jeg har 5 fødsler på 4 vagter. Jeg er soldat. Jeg gør det, der skal gøres.
Men hvornår er krigen forbi?